Spændende ny krimiserie
Bibliotekar Marie Høst anbefaler ”Mord på marsken” af Joy Ellis
Denne krimi er første del af en serie om kriminalkommissær Nikki Galena, der nærmest er en enpersons hær i kampen mod narkotika i en større engelsk by på kanten af marsken.
Nikki Galena er berygtet for at være svær at samarbejde med og kører på ledelsens sidste advarsel. Hun har en mission – hun er personlig fjende af enhver narkopusher i byen og går jævnligt for langt for at bure dem inde. Ingen vil arbejde sammen med hende, men hun får alligevel tildelt en ny udefrakommende makker med øgenavnet Fromme Joe. Handlingen afslører efterhånden, at fromheden nok er en facade, der dækker over en barsk baggrund, som han helst vil holde skjult.
Nikkis team kommer på en sag om unge, der iført uhyggelige masker udfører værre og værre voldsforbrydelser. Maskerne, der nærmest bare dukker op, gør det meget svært at opklare forbrydelserne, men hvem sender dem egentlig i omløb? Samtidig bortføres flere unge kvinder fra byen, og konturerne af en ny og brutal forbryderbande tegner sig i baggrunden. Teamet er under stort pres for at opklare sagerne inden dødsfaldene hober sig op, og Nikki tager højst uortodokse metoder i brug for at vinde kapløbet med tiden.
Joy Ellis serverer både interessante personligheder, dystre landskaber og spændende intriger i denne første underholdende krimi i serien. Det er klassiske politikrimier, hvor vi alle kan være med. Der er et lille hængeparti til sidst i handlingen, men så er det jo heldigt, at der er udkommet 6 titler i serien.
af bibliotekar Marie Høst
Udgivet: Fredag 15. marts 2024 • Opdateret: Fredag 15. marts 2024