Narrativ faglitteratur om jagten på det evige liv | Nordfyns Bibliotek

Narrativ faglitteratur om jagten på det evige liv

Photo: Bibliotek & Borgerservice

Bibliotekar Agnethe Birkelund Nielsen anbefaler ”Gopler ældes baglæns” af Nicklas Brendborg.  


Tænker du på din egen alder? Stresser du sommetider over en ny rynke, at ryggen ikke er, som den har været eller de grå hår? Så er du fuldstændig normal. I ”Gopler ældes baglæns” tager Nicklas Brendborg os gennem videnskabens svar på et længere liv. Nicklas Brendborg har en kandidatgrad i molekylær biologi fra Københavns universitet, og anses for at være et nyt forskningstalent inden for området. 

Brendborg fortæller om menneskets evige jagt på det evige liv, og om alle de kvaksalvere og videnskabsmænd, der i tidens løb har forsøgt at tjene penge på menneskets higen efter et længere liv. Det har resulteret i alskens metoder og produkter, nogle mere eller mindre succesfulde end andre; som dengang man syede abers ædlere dele ind i menneskers hud, da de efter sigende skulle have en gavnlig effekt. 

Han forklarer komplekse koncepter med stor fortællerlyst og varme, der inviterer alle indenfor i den dybt fascinerende søgen efter ungdom. I dyrenes rige praktiserer adskillige arter allerede anti-aging på højeste plan, såsom gopler, der (som bogens titler røber) ældes baglæns. Bogen appellerer til et bredt publikum, og man behøves ikke at have haft biologi på højt niveau for at kunne følge med. Brendborg bruger fine metaforer og enkle billeder til at forklare de processer, der foregår i vores celler. Han skifter mellem anekdoter om forskellige metoder til at holde sig ung eller forsøge sig på, med ”hårde” videnskabelige studier og facts, hvilket skaber en fin balance og modvægt i bogen. 

Jeg plejer ikke normalt at læse faglitteratur, og især ikke med et biologisk islæt. Men Brendborgs måde at formidle på fangede mig fra allerførste side, og jeg var godt underholdt igennem hele bogen. 

af bibliotekar Agnethe Birkelund Nielsen
 

Den naturvidenskabeligt interesserede læser får her den nyeste forskningsbaserede viden om begrebet "antiaging" samt praktiske råd om fx kostvaner, motionsrutiner og vigtig social kontakt


Af: mec

Udgivet: Fredag 23. juni 2023 • Opdateret: Fredag 23. juni 2023

Spar strøm og CO2

Når du bruger vores hjemmeside, kan du mindske strømforbrug og dermed CO2-udledning ved at gøre to ting:

  1. Vælg "Brug mørke farver": Nogle skærme bruger mindre strøm, når de viser mørk baggrund.
  2. "Skjul medier" (billeder og video): Hvis du undlader at indlæse billeder og videoer, sparer du strøm, da mere datatrafik er lig med mere strøm.

Du kan altid ændre indstillingerne igen 😉

Brug mørke farver
Skjul medier