Når konspirationerne kommer for tæt på | Nordfyns Bibliotek

Når konspirationerne kommer for tæt på

Photo: Bibliotek & Borgerservice

Bibliotekar Dorthe Temberg anbefaler ”En død russer” af Nis Jakob


Nis Jakob er en herre med mange professioner i bagagen: han har bl.a. været bladtegner, børnebogsillustrator, filminstruktør og rockmusiker. Ikke desto mindre besluttede han allerede som 10-årig at han ville være forfatter.

I 2018 udgav han ”En død russer”, som er den første del af hans krimiserie om politikommissæren Andreas Wolf. I ”En død russer” er Wolf blevet suspenderet som følge af et voldeligt overfald på et par kollegaer og en blodig skudepisode. Wolf lider af hukommelsessvigt efter en makaber oplevelse som krigsfange i Afghanistan. Desuden smuldrer både ægteskabet og hans forhold til sine børn efter hjemkomsten fra Afghanistan. 

Han bliver kontaktet af en hemmelig international organisation, som påstår de arbejder for en bedre verden – gennem snigmord og sabotage, vel at mærke. De tilbyder ham en særdeles velbetalt opgave, men hvad siger han egentlig ja til? Hvad vil denne logeagtige gruppe i virkeligheden med ham og med verden?

Sideløbende bliver vi introduceret til Inessa, som i Moskva er på jagt efter sin venindes morder. Veninden er blevet myrdet af en dansk mand, der filmer sine mord og lægger dem på nettet. Inessa efterforsker privat denne hændelse, da hun bliver kontaktet af den mystiske organisation for at hjælpe Wolf på en livsfarlig mission. Det munder ud i en hæsblæsende rejse for begge parter. Både Wolf og Inessa har deres dæmoner at slås med, men er begge sympatiske hovedpersoner, som man kommer til at holde af. 

Med Wolf-serien er Nis Jakob med i superligaen af danske krimi-/spændingsforfattere. Serien er kendetegnet ved et mix af spænding, brutalitet, følsomhed og fascinerende plots. Nis Jakob sætter nuværende internationale politiske emner på dagsordenen i bøgerne. Serien består, ud over denne første bog, af yderligere tre titler: ”1000 piskeslag”, ”Missil” og nyligst ”Kaliffen”, der udkom her i 2021.

Af bibliotekar Dorthe Temberg
 

Serie: 
Af Nis Jakob (2018)
Politimanden Wolf mister sit job efter en skudepisode og får rippet op i gamle krigstraumer. Samtidig prøver den russiske politikvinde Inessa at opklare en mordsag med tråde til Danmark
Serie: 
Af Nis Jakob (2019)
Den russiske politikvinde Inessa jagter stadig den danske seriemorder som torturerer og myrder østeuropæiske kvinder. Jagten har ført Inessa til Polen, men det er seriemorderen som tager hende til fange, og Wolf tager til Krakow for at finde Inessa
Serie: 
Af Nis Jakob (2020)
Den danske seriemorder Nils er undsluppet fra russisk fængsel og er nu i gang med at planlægge sin hævn over Inessa. Samtidig prøver Wolf at optrevle den hemmelig gruppe, der vil hans kæreste til livs. Midt i det hele må Inessa og Wolf endnu engang afsted for den hemmelig efterretningstjeneste, der vil have dem til Beijing for stoppe udviklingen af et atommissil
Serie: 
Af Nis Jakob (2021)
Hæsblæsende thriller om den tidligere politimand og soldat Andreas Wolf, der med livet som indsats lægger sig ud med såvel narkogangstere i Danmark som terrorister i Frankrig. For læsere af dramatiske spændingsromaner


Af: mec

Udgivet: Fredag 20. august 2021 • Opdateret: Fredag 20. august 2021

Spar strøm og CO2

Når du bruger vores hjemmeside, kan du mindske strømforbrug og dermed CO2-udledning ved at gøre to ting:

  1. Vælg "Brug mørke farver": Nogle skærme bruger mindre strøm, når de viser mørk baggrund.
  2. "Skjul medier" (billeder og video): Hvis du undlader at indlæse billeder og videoer, sparer du strøm, da mere datatrafik er lig med mere strøm.

Du kan altid ændre indstillingerne igen 😉

Brug mørke farver
Skjul medier