Når den fremmede bliver den fortrolige | Nordfyns Bibliotek

”Jeg kaldte ham slips” er en novelle fyldt med små dialoger om store emner. Sproget er nøgternt, poetisk og jordnært, og som i klassikeren ”Den lille prins” kredser fortællingen om relationer og forandring: hovedpersonens tankestrøm fører os gennem rædslen ved tabet af barndom og uskyld, mødet med døden og verdens forgængelighed, og kunsten at acceptere det uundgåelige uden at bukke under for det. Bogen byder også på mange betragtninger om drenges og mænds identitet og problemstillinger, om relationer til forældre og ægtefæller, og om præstationsangst og virkelighedsflugt. Selvom handlingen foregår i en fremmed kultur, er både karaktererne og emnerne lette at relatere til.

Bogens ene hovedperson er den tyveårige Taguchi, der hver morgen sætter sig på den samme bænk i den nærliggende park for bare at være alene. En dag bliver han tvunget til at forholde sig til en fremmed mand, der begynder at opholde sig på det samme sted i parken. Han er bogens anden hovedperson - en nyligt arbejdsløs mand i sluthalvtredserne.

Den unge mands indre monolog og sanseverden præger den indledende del af bogen, og man kan mærke, at han hele tiden har antennerne ude. Alene måden han registrerer den fremmede mand i parken er som en rejse igennem et tæt tilgroet landskab, fyldt med indtryk og udtryk. Den monologiske fortællestil udvikler sig til en dialog i takt med, at de to åbner sig for hinanden i både tavshed og tale, og på forunderlig vis bliver de hinandens fortrolige.

Bogen er smerteligt smuk og når helt ind under huden på læseren. Særligt i de passager, hvor årsagerne til hovedpersonernes sorg og skam afsløres, bliver en ellers stille og rolig fortælling om to mænd på en bænk meget intens og rørende. Det er en læseoplevelse for forældre til tavse teenagere, ægtefæller til arbejdsnarkomaner, og enhver pårørende til nogen der lider i stilhed.

af bibliotekar Daniel Smücher Windolf