Livet er gådefuldt; døden uundgåelig | Nordfyns Bibliotek

Livet er gådefuldt; døden uundgåelig

Photo: Bibliotek & Borgerservice

Anders Vesterholm anbefaler ”Åleevangeliet” af Patrik Svensson.



Kan hovedrollen i en biografi godt være en ål? Hvad kommer der ud af at blande biologi og eksistensfilosofi? Hvordan kan et far-søn forhold beskrives ved hjælp af usædvanlige fisk? Patrik Svensson snor sig igennem disse spørgsmål og mange flere, når han med sin bog ”Åleevangeliet” forsøger at beskrive ålen som verdens mest gådefulde fisk, samtidig med at han fortæller om sig selv, sin far, og deres relation.

” - De er underlige, de ål, sagde far. Og han virkede altid lidt henrykt, når han sagde det. Som om han havde brug for det gådefulde. Som om det udfyldte en slags tomrum i ham. Og jeg lod mig også overbevise. Jeg besluttede mig for, at man finder det, man vil tro på, når man har brug for det. Vi havde brug for ålen. Tilsammen havde vi ikke været de samme uden den.”

Ålen er en meget mytisk fisk, da man heller ikke i dag ved meget om, hvordan den lever og formerer sig. Store tænkere som Aristoteles og Freud har forgæves forsøgt at forstå fisken. Bogen starter med en historisk gennemgang af ålen, og hvordan man i flere tusinde år har ladet sig forundre og fascinere af denne glatte fisk. Det er først for ganske nyligt, at man er kommet frem til, at den sandsynligvis udelukkende yngler i Sargassohavet. Derfor giver ålens mystik inspiration til mange dybe tanker om livet og især døden for Patrik Svensson, når han i bogen gengiver episoder fra sin barndom, hvor han med sin far tog på ålefiskeri. 

Bogen er på ingen måder en klassisk bog: det er en biografi, en historiebog, en biologibog og en masse fri fantasi. Alt sammen på samme tid. Derfor kan man også kun lade sig rive med og bagefter reflektere over de mange pointer og spørgsmål, som man finder i bogen.

Kritikere fra landets aviser har givet bogen både 5 og 6 stjerner, og herfra skal der også lyde de varmeste anbefalinger.

Af projekt- og kulturformidler Anders Vesterholm
 

En bog om det store mysterium der omgiver ålen, og hvordan denne bandt en far og søn sammen


Af: mec

Udgivet: Fredag 19. juni 2020 • Opdateret: Mandag 7. september 2020

Spar strøm og CO2

Når du bruger vores hjemmeside, kan du mindske strømforbrug og dermed CO2-udledning ved at gøre to ting:

  1. Vælg "Brug mørke farver": Nogle skærme bruger mindre strøm, når de viser mørk baggrund.
  2. "Skjul medier" (billeder og video): Hvis du undlader at indlæse billeder og videoer, sparer du strøm, da mere datatrafik er lig med mere strøm.

Du kan altid ændre indstillingerne igen 😉

Brug mørke farver
Skjul medier