Je m’apelle Agneta | Nordfyns Bibliotek

Je m’apelle Agneta

Photo: Bibliotek & Borgerservice

Bibliotekar Anne Mach Rasmussen anbefaler "Je m’apelle" Agneta af Emma Hamberg


Da vi møder 49-årige Agneta står livet en smule i stampe. Agneta har fast arbejde på trafikplanlægningsafdelingen, de to børn er flyttet hjemme fra og Agneta er stort set kun i kontakt med dem, når de beder om overførsler på MobilePay. Ægteskabet med Magnus har med tiden udviklet sig til at handle om hans interesser for sundhed i form af kold grød og motionsløb. Agneta opfatter efterhånden sig selv som usynlig, og hun trøster sig ofte med et glas vin fra den hemmelige flaske under sengen.
For at ruske lidt op i sig selv og tilværelsen besvarer Agneta, i hemmelighed, en jobannonce. En ung svensk fyr, bosat i Frankrig, søger en hjælper til lektier og til at sidde i baren hver fredag kl. 17. Agneta får stillingen, og da Magnus opdager det, prøver han naturligvis at tale Agneta fra det, men hun står fast på sit.
Da hun ankommer til den lille franske landsby i Provence, viser det sig, at den unge fyr er en ældre, dement herre, Einar, der har levet et langt og kærlighedsfuldt liv. Under overfladen gemmer han dog også på store sorger.
Agneta får snart mange gode venner i den lille by, og dagene går med at passe krævende katte, spise oste, drikke gode vine og danse mange nætter med Einar. Men efter en særlig episode med en mand i byen, må Agneta træffe et valg og finde ud af, hvem hun har lyst til at være.

Jeg har læst mange af Emma Hambergs romaner, og jeg holder af hendes måde at skrive på. "Je m’apelle Agneta" skuffer mig ikke. Der er en optimisme og en underspillet humor i den underholdende fortælling, og bogen er inddelt i forholdsvist korte kapitler, hvilket jeg godt kan lide.

"Je m’apelle Agneta" er en hjertevarm og dejlig feel good-roman. Personer og steder er så levende fortalt, at jeg nærmest selv føler mig hensat til livet i Provence med rødvin, oste og sommervejr, og det er meget tiltrængt nu, hvor vinteren har meldt sin ankomst herhjemme.

af bibliotekar Anne Mach Rasmussen
 

Af Emma Hamberg (2022)
Børnene er flyttet hjemmefra, og Agnetas mand har kastet sig frådende over den sunde livsstil. Men hvad vil 49-årige Agneta egentlig selv have ud af sit liv? Impulsivt forlader hun Sverige og sit faste job i Trafikstyrelsen. Eventyret i Provence kalder. Sanselig og humorfyldt roman for alle, der gerne vil læse chick lit om modne kvinder


Af: mec

Udgivet: Fredag 9. december 2022 • Opdateret: Fredag 9. december 2022

Spar strøm og CO2

Når du bruger vores hjemmeside, kan du mindske strømforbrug og dermed CO2-udledning ved at gøre to ting:

  1. Vælg "Brug mørke farver": Nogle skærme bruger mindre strøm, når de viser mørk baggrund.
  2. "Skjul medier" (billeder og video): Hvis du undlader at indlæse billeder og videoer, sparer du strøm, da mere datatrafik er lig med mere strøm.

Du kan altid ændre indstillingerne igen 😉

Brug mørke farver
Skjul medier