Indefra og ud | Nordfyns Bibliotek

Min interesse blev vakt, da Fine Gråbøl fik Gyldendals debutantpris for romanen Ungeenheden.

Ungeenheden er en stille og nøgtern roman om livet inden for psykiatrien. Den fortæller om en gruppe af seks unge, der bor på et københavnsk botilbud for unge. Herfra er det meningen, at de skal sluses ud af psykiatrien og ind i en ”almindelig” tilværelse. Beboerne og personalet udgør en slags familie med en tilnærmelsesvist normal hverdag: de køber ind sammen, taler, skændes, deler måltider og spiller spil. Personalets opgave er at vejlede og støtte de unge i at øver sig på at kunne bo og leve selvstændigt, så de på sigt kan flytte ud af botilbuddet og klare sig i samfundet. Men uanset hvor familiære, omsorgsfulde og søde pædagogerne er, så er de i sidste ende ansatte. De får løn for deres omsorg. De kan sige op. Og de kan forsvinde ud af de unges liv – hvilket også sker for romanens hovedperson.

Livet på botilbuddet følger vi igennem en unavngiven, kvindelig hovedperson og jeg-fortæller. Hun kæmper en brav kamp for at komme ud til en normal tilværelse til trods for hendes livs bagkatalog: Indlæggelse på Bispebjerg. Overdosis. Udpumpning. Udskidning af kulsort lort. Elektrochokbehandling. Selvskade med barberblade og kogende vand. Og det er bare nogle af de erfaringer, hun bærer med sig.

Sproget og stemningen er næsten hele tiden underspillet, og som handlingen skred frem havde jeg ofte fornemmelsen af, at der var var noget på spil for romanens personer; noget, som lå og ulmede lige under overfladen og som kunne eksplodere ved én lille forkert bevægelse. Ungeenheden er en virkelig velskrevet og intens roman om livet i grænselandet mellem det normale og det dysfunktionelle. Jeg har som læser fået et indblik i en på mange måder ukendt verden for mig. Selv om emnet kan synes både tungt og seriøst, så er bogen så godt skrevet at jeg har nydt læsningen og ovenikøbet fået ny viden undervejs.

Af bibliotekar Anne Mach Rasmussen