Hjem til jul af Joanna Bolouri | Nordfyns Bibliotek

Hjem til jul af Joanna Bolouri

Photo: Bibliotek & Borgerservice

Bibliotekar Anne Mach Rasmussen anbefaler Hjem til jul af Joanna Bolouri


'Hjem til jul' af Joanna Bolouri er chick-lit i julens tegn. Hovedpersonen, Emily, er en 38-årig lærerinde i London. Efter lang tid som single har Emily endelig fundet den perfekte kæreste i Robert. 

Hjemme i Skotland er Emilys familie, og i særdeleshed hendes emsige mor, godt tilfredse med, at Emily endelig har fundet sig en fast kæreste, og de presser på for at få hende til at tage Robert med hjem til Skotland i julen.

Emily er ikke helt sikker på, hvordan hun skal få Robert med på den idé, så det bliver under en middag med lidt for meget vin, at Robert indvilger i at fejre julen i Skotland med Emily og hendes familie. Det skal senere vise sig, at Robert trækker sig ud af den aftale under meget dramatiske omstændigheder, og så står Emily uden nogen kæreste at vise frem til sin nyfigne familie nordpå.

Heldigvis er hjælpen nær; faktisk lige på den anden side af væggen i nabolejligheden hos den 29-årige singlefyr, Evan. Emily kender ham mest for at flirte, spille højt musik og være højlydt, når han har damebesøg. Nu kommer Evan hende til undsætning, da han mod betaling tager med til Skotland og giver sig ud for at være Robert. Det kommer der naturligvis nogle sære og sjove episoder ud af – og selvfølgelig også romantiske!

'Hjem til jul' er en sjov, underholdende og romantisk roman. Sproget er friskt; faktisk lige lovligt friskt efter min smag, men det var kun indtil, jeg havde vænnet mig til fortællerens jargon. Nu synes jeg, at sproget understreger den afslappede og morsomme stemning i bogen.

'Hjem til jul' er ikke nødvendigvis en julefortælling, selv om den foregår ved juletid, men den bringer lidt lys ind i en mørk tid – og dér har den for mig været et forfriskende og fornøjeligt afbræk.

Af bibliotekar Anne Mach Rasmussen
 

Af Joanna Bolouri (2018)
38 år og tæt på sidste salgsdato. Emily vil gøre hvad som helst for at undgå at skulle tage alene hjem til familiejul i Skotland. Men inkluderer "hvad som helst" også at tigge sin irriterende nabo om hjælp?


Af: mec

Udgivet: Fredag 18. december 2020 • Opdateret: Onsdag 13. januar 2021

Spar strøm og CO2

Når du bruger vores hjemmeside, kan du mindske strømforbrug og dermed CO2-udledning ved at gøre to ting:

  1. Vælg "Brug mørke farver": Nogle skærme bruger mindre strøm, når de viser mørk baggrund.
  2. "Skjul medier" (billeder og video): Hvis du undlader at indlæse billeder og videoer, sparer du strøm, da mere datatrafik er lig med mere strøm.

Du kan altid ændre indstillingerne igen 😉

Brug mørke farver
Skjul medier