Giftmord og mørke gyder | Nordfyns Bibliotek

Giftmord og mørke gyder

Photo: Bibliotek & Borgerservice

Bibliotekar Mette Christiansen anbefaler ”Giftmagersken” af Sarah Penner


Med sin flotte og farvestrålende forside fangede ”Giftmagersken” min opmærksomhed, og det er jeg absolut ikke ked af. Det er en bog der meget vellykket slår bro mellem fortidens og nutidens kvinder, og fortæller historien om tre liv der støder sammen på en måde, jeg aldrig havde forestillet mig. 

Året er 1791. I en mørk gyde i London driver Nella et skjult apotek. Engang var hun en respekteret apoteker, men hun har vendt sin viden til et dystert formål: hun sælger dødelige gifte til desperate kvinder, som ønsker at slippe af med en mand i deres liv. Hendes eneste regler er at de gifte hun leverer ikke må bruges til at skade kvinder, og at både morderen og offerets navn skal noteres i hendes protokol. Til Nellas overraskelse kommer den 12-årige Eliza for at blive kunde hos hende. Det bliver begyndelsen på et uventet venskab, men også på en række hændelser, der bringer Nellas liv i fare, og truer med at afsløre de mange kvinder hun igennem årene har hjulpet. 

I nutiden er amerikanske Caroline taget alene til London. Hun skulle have været der med sin mand for at fejre deres 10 års bryllupsdag, men kort tid forinden var han hende utro, og nu bruger hun i stedet turen på at finde et nyt ståsted i livet. Under en tur langs Themsens mudrede bred finder hun en gammel blå apotekerflaske, og hun kan ikke lade være med at undersøge hvor den stammer fra. Med hjælp fra Gaynor, en bibliotekar ved British Library, optrævler hun historien om Nella, Eliza, og de uopklarede ”apotekermord”, der plagede London i slutningen af det 18. århundrede.

”Giftmagersken” er Sarah Penners debutroman, og sikke et startskud! Hun har skrevet en underholdende og spændende bog om hemmeligheder, hævn, forræderi, venskab, selvopdagelse og forvandling. Jeg håber der snart er mere, hvor dén kom fra!

af bibliotekar Mette Christiansen
 

Af Sarah Penner (2021)
Nella driver et hemmeligt apotek skjult i Londons gader. I år 1791 bliver hun opsøgt af en ny kunde, der ufrivilligt sætter gang i en række forfærdelige begivenheder. I nutidens London finder Caroline tilfældigt et spor efter det hemmelige apotek. Historisk fiktion for alle, der elsker en hyggelig og underholdende roman


Af: mec

Udgivet: Fredag 1. september 2023 • Opdateret: Fredag 1. september 2023

Spar strøm og CO2

Når du bruger vores hjemmeside, kan du mindske strømforbrug og dermed CO2-udledning ved at gøre to ting:

  1. Vælg "Brug mørke farver": Nogle skærme bruger mindre strøm, når de viser mørk baggrund.
  2. "Skjul medier" (billeder og video): Hvis du undlader at indlæse billeder og videoer, sparer du strøm, da mere datatrafik er lig med mere strøm.

Du kan altid ændre indstillingerne igen 😉

Brug mørke farver
Skjul medier