Efter tre dage begynder fisk og gæster at lugte! | Nordfyns Bibliotek

Efter tre dage begynder fisk og gæster at lugte!

Photo: Bibliotek & Borgerservice

Bibliotekar Marie Høst anbefaler ”Gæsten” af Niklas Rådström.


Man kan vel godt sige, at en forfatter i sin bog er vært for læseren? Jeg følte mig i hvert fald øjeblikkeligt inviteret indenfor af Niklas Rådström: det var som om, han havde sat sig godt tilrette i øreklapstolen for at fortælle mig nogle gode anekdoter om mødet mellem Charles Dickens og H.C. Andersen, fyldt med passende tilbage-, frem- og sidespring. Rådström hæver sig jævnligt op i en kommenterende form, der klæder beretningen rigtig godt. Vi kommer i denne lille perle af en bog til at forstå, hvorfor de to forfattere gør som de gør, og skriver som de skriver, og hvordan kommunikation kan skride af sporet i mødet mellem forskellige sprog, kulturer og personligheder.

Charles Dickens er kommet til et sted i sit liv, hvor han skriver mere af pligt end af lyst, og han er i sorg over en vens død. Han har i flere år korresponderet med Andersen og inviteret ham, og nu ankommer han endelig. Men Andersen har haft hjælp til at oversætte sine breve til engelsk, og han er i virkeligheden elendig til sproget. Den mundtlige kommunikation mellem de to hæver sig derfor aldrig over sprogbarrieren, og i stedet for dybe, livfulde samtaler mellem to beslægtede ånder er der lutter misforståelser og tåkrummende pinligheder. Besøget udvikler sig til en anstrengende affære, særligt fordi Andersen er en ret så akavet og besværlig gæst. Værtsfamilien begynder hurtigt at se frem til hans afrejse. Andersen har til gengæld ikke taget Benjamin Franklin-citatet om fisk og gæster til sig: på grund af hans evne til at omfortolke verden og se den i lyset af sin egen sindstilstand (og ifølge Dickens: hans indbildskhed!), så bliver de mange antydninger om afrejse forvandlet til ideer om, at han er nok så ønsket. Besøget ender med at vare 5 uger! 

En velfortalt bog om kommunikationsvanskeligheder og om to verdenskendte forfattere. Man får lyst til at læse mere om forfatterne, og Rådström foreslår relevante titler i slutningen af bogen.

Af bibliotekar Marie Høst

H.C. Andersen tager i 1857 rejsen fra Danmark til England, hvor han skal besøge Charles Dickens. Det møde bliver ikke helt, som nogen af to giganter forventer. Fiktion, der bygger på virkelige hændelser. Både til dem med interesse i historiske romaner og til dem med interesse i Dickens og Andersen


Af: mec

Udgivet: Fredag 5. marts 2021 • Opdateret: Fredag 5. marts 2021

Spar strøm og CO2

Når du bruger vores hjemmeside, kan du mindske strømforbrug og dermed CO2-udledning ved at gøre to ting:

  1. Vælg "Brug mørke farver": Nogle skærme bruger mindre strøm, når de viser mørk baggrund.
  2. "Skjul medier" (billeder og video): Hvis du undlader at indlæse billeder og videoer, sparer du strøm, da mere datatrafik er lig med mere strøm.

Du kan altid ændre indstillingerne igen 😉

Brug mørke farver
Skjul medier