Tema

Sommerlæsning til alle ferier

Maj er ved at rinde ud, og sommeren står for døren. De første sommerferier begynder snart at blive indfriet, og for mange betyder det en god bog under armen. Men hvorhen? Til solstolen bagest i haven, til det azurblå Middelhav eller ud på vandretur til en bjergtinde? Du har en sommerferie, vi har bøgerne.

Af webredaktionen

Tags

//Josefine

Sommer på Nordfyn

Du skal ikke noget som helst (andet end måske at tænde op for grillen). Sommeren er til for at slappe af, og pege tyske turister i retning af Hasmark Strand. Haven er endelig til at opholde sig i, når altså liiige græsset er blevet slået. Men herregud du har tid nok. Sæt dig ned i havestolen og knap op for en god bog om andre, der også bliver i derhjemme.

Bitte bruger også sommeren derhjemme. Det er jo alligevel blevet alt for varmt i Danmark. Nogen må gøre noget for klimaet, og Bitte skal gå forrest! Desværre har ikke alle samme idé, hverken Bittes søn eller hendes nabo. Bliver man bidt af Bitte, kan man læse mere om hendes gode intentioner i Bitter prepper.

Middelhavsdrømmeren

Vi skal nok spare dig for lange guldalder-digte om den smukke danske sommer – du skal ud at rejse. Helst til noget varmt, med sand under tæerne. Palmetræer er et must-have. Du har aldrig lært at sige andet end ”una cerveza grande, por favor”, men skal man i grunden kunne meget mere? Husk solcreme, badetøj og et beach read.

Undskyld, kunne vi få noget mere strand på stranden? January skriver sukkersøde kærlighedsbøger, men efter nogle hårde familieafsløringer, kniber det med at tro på ægte romance. Hendes ferie-nabo er også en skriveblokeret forfatter, og måske kan de to hjælpe hinanden med at komme i gang igen?

Autentisk Eurosummer

Hvem gider bruge hele ferien på langs? Verden er et spændende sted, og du skal se så meget af den som muligt. Storbyferier eller interrail er din fortrukne måde at afvikle ferie på. Du skal spise dér hvor de lokale spiser og kun tage billeder med gammelt kamera – det er mere autentisk. Står den på et smut til Firenze eller Strasbourg, så skal du have en bog med, der imponere de andre i kupéen.

Den unge engelske kvinde Lucy rejser til Firenze med sin stringente kusine Charlotte. Lucy er vant til et liv styret af edwardianske samfundsnormer, og finder Italien dragende og befriende. Her er der plads til store armbevægelser og store følelser – herunder for Mr. Emmersons passionerede søn George.

Backpack’eren

Du trænger til en pause, ikke blot fra hverdagen, men fra hele samfundet. Det eneste daglige mål er at komme fremad og slå telt op på et tørt sted. Behovene bliver pludselig meget små, og livet bliver nemmere at overskue – særligt fordi du står på toppen af en bjergtinde. Tilværelsen koges ind til hvad der kan være i din rygsæk, men mon ikke der er plads til et par bøger? Ellers kan du jo altid låne fra e-reolen på din telefon.

Efter at have mistet sin mor kaster Cheryl Strayed ud i et kæmpe selvopdagelsesprojekt: Hun vil gå Stillehavsruten, én af Nordamerikas længste vandreruter. Armeret til tænderne med camp-grej, dyre vandresko og absolut ingen outdoor-erfaring, begiver Strayed sig ud på en over 1000-mil lang rejse