Tema

Mere med Bitte, tak

Bibliotekar og litteraturformidler Josefine Ørskov Larsen anbefaler ” Den dag Bitte blev bæredygtig” af Mette Reinhardt Jakobsen

Af webredaktionen

Tags

//Josefine

Hun har de bedste intentioner. Det har hun virkelig. At det indimellem tager overhånd, det er jo nærmest en form for selvrisiko. 

Mød Bitte: En velmenende kvinde, mor til Drengen og indehaver af enorm viljestyrke. Som hun selv siger det: ”Hvis ingen andre vil gøre noget, er det endnu vigtigere, hun holder stand.” 

I den første bog i Bitte-serien af Mette Reinhardt Jakobsen, ”Den dag Bitte blev bæredygtig”, tager Bitte, solo-kvinde, kampen op mod klimaforandringerne. Hun beslutter sig prompte for at sælge sin bil, og bruge pengene fra salget til at købe regnskov. Et par år senere, i ”Bitte Prepper”, er det krigen Bitte forbereder sig på. Hun gør sig selv til general for opgangens beredskabsstyrelse, og bruger 24.000 kr. på dåsemad, trangiasæt og sløringsnet – meget til de andre beboeres ulykke.

Bitte er en herlig karakter, og som læser føler man med hende. Verdens problemer gør hende utryg, og hun håndterer den frygt, ved at være proaktiv. Men Bitte har det med at glemme, at det er begrænset, hvad man som enkeltperson kan gøre mod smeltende poler og storpolitiske konflikter. Hun rammes af afmagt, samtidigt med at hun raser mod alle dem i sit liv, der ikke tager truslen lige så alvorligt som hun selv.

Jakobsen skriver med en masser humor men også med en masse kærlighed. Bittes liv ligner måske mange andres, men hun er alt andet end kedelig. Hun bærer sine følelser uden på tøjet. Det er næsten lige så svært ikke at holde af Bitte, som det er ikke at krumme tæer, når hun går andre på nerverne med sin bedrevidenhed.

Du har sikkert en Bitte i dit liv, måske endda to – det har jeg selv. Og jeg vil så gerne se mere til hende (søde Mette Reinhardt Jakobsen, vil du ikke skrive en Bitte-bog mere?).