Et barneblik på sydstaterne

I denne travle verden er det ikke ofte, at jeg finder tiden til at genlæse bøger. For nylig samlede jeg dog Harper Lees Dræb ikke en sangfugl op igen, og tro mig, når jeg siger – den er lige så god anden gang.

I romanen følger vi den unge pige Scout, og hendes liv i en lille sydstatsby i 1930’ernes Alabama. Byens indbyggere udgør et rigt karaktergalleri: Scout selv, der med sin barnlige tilgang til verden, ser forbi andres fordomme. Jem, Scouts storebror, der svæver et sted mellem dreng og mand. Atticus, børnenes far, og advokat med hjertet på rette sted. Og så selvfølgelig den gådefulde Boo Radley, manden der siges at være sindssyg, og som aldrig forlader sit hus.

Dræb ikke en sangfugl er historien om, hvordan Jem får brækket sin arm, og begivenhederne der ledte op dertil. Det hele begynder med et barnagtigt ønske om at få Boo Radley ud af sit hus, men historien griber om sig, og vokser sig større end noget barn kan forstå. Eller som et barn måske faktisk forstår bedre end os?

At læseren forstår alt det, der går over hovedet på Scout, er hvad der gør denne bog til sådan en unik læseoplevelse. Vi ser dét, hun ikke gør, men forstår også, at Scout måske ser et mere rigtigt billede af verden, fri for samfundets pletter. Lee skriver med en subtil indforståethed, jeg endnu ikke har fundet et andet sted i litteraturen.

Det er ikke for ingenting, at Dræb ikke en sangfugl er blevet hyldet som en amerikansk klassiker. Racisme, moral, og empati for de mennesker vi måske allerhelst ville fordømme, er alt sammen noget vi finder mellem siderne. Romanen spørger læseren: hvad er et godt menneske? Hvordan skal vi være gode mennesker over for hinanden? Og selv om den vise Atticus som regel har et svar, ender han selv med at komme til kort over for den lille Scout.