At læse på andres anbefaling
”Du er bare nødt til at læse den her bog!”
Af webredaktionen
Det er jeg sikker på at I alle har hørt før. Jeg er også sikker på at I selv har ytret det til andre før. For er der en større glæde end at dele en god læseoplevelse med andre?
Men. For der er jo et men. Det er ikke altid at vi lige har lyst til at læse den bog, der ellers så ivrigt bliver prakket os på. Måske er bogen uden for vores vante læserammer, eller måske er det bare en 800-siders lang spekulativ digtsamling.
Man skal selvfølgelig ikke tvinge sig selv til at læse en bog man ikke har lyst til, ligesom jeg heller ikke kan råde dig at anbefale en digtsamling til din ven, der kun læser blodige krimier. Det kommer vi ikke langt med. Men det er nu engang en del af min jobbeskrivelse at anbefale bøger til jer alle – min største glæde ved at være bibliotekar – så nu synes jeg det var på tide at dele nogle af de anbefalinger jeg selv har fået gennem livet. Nogle af dem elskede jeg, andre var ikke min kop te.
Oveni hatten får I også lige tre tips til, hvordan man bedst håndterer en brandvarm anbefaling, der måske ikke ved første øjekast ikke frister.
- Vær åben overfor at læse uden for din vante genre. Det kan være du bliver overrasket og får en uforglemmelig oplevelse!
- Du læste bogen, og den imponerede ikke – vær ikke bange for at sige sandheden. En samtale mellem to læsere der har vidt forskellige holdninger til en bog, er ofte langt sjovere end dem der er helt enige.
- Er du én af dem der KUN vil læse en bestemt slags bøger, så fortvivl ej. Du er måske ikke den der modtager flest anbefalinger, men du er eksperten folk kommer til, når de gerne vil læse noget fra din niche i biblioteket.