Læser du med eller mod efteråret?
Vi er skiftet over til vintertid, og de mørkeste dage er endnu foran os. For nogle er det en næsten ubærlig tid, der helst bare skal overstås med et skud D-vitaminer og sommerdrømme. Andre kryber ekstra langt ned i en blød sofa og kigger selvtilfreds ud på regnen. Uanset dit humør, så har vi en anbefaling dig.
Af Webredaktionen
For nyligt læste jeg En mand med en ged på side 251 af Lea Fløe Christensen, der handler om læsesmag, og om at parre rette læser med rette bog (en ret vigtigt del af biblioteksjobbet). Her blev jeg gjort opmærksom på ”årstidslæseren”. En læser som enten læser med eller mod årstiden de er i.
Jeg blev pludselig bevidst om, at jeg selv er årstidslæser. I disse mørke måneder elsker jeg at læse tunge, triste bøger og bøger, der foregår på universiteter eller kostskoler. Det er også i vinterhalvåret, at jeg er mest tilbøjelig til at påtage mig et fantasy-eventyr med mindst otte bind i serien. Jeg føler, at der midt i mørket er bedre tid til fordybelse og læsero. Jeg læser med årstiden.
Jeg har mødt flere lånere, der gør helt modsat af mig selv. Midt i al regnen og blæsten savner de noget lys og varme. Her leder vi efter en bog, der minder læseren om, at foråret nok skal komme igen. Bogen behøver egentlig ikke foregå om foråret, men den skal være let og luftig som en sommerbrise, og der skal helst ikke være noget alt for alvorligt på spil. Måske skal byen lokale bageri reddes, eller også bliver hovedpersonen ubelejligt forelsket i sin overbo. En hyggekrimi er også oplagt. Her er der tale om at læse mod årstiden.
Det kan være, at du også er årstidslæser. I det tilfælde har jeg samlet en række bøger til både medspillerne og modspillerne