”Junis lotteri, gør majshøsten rig” – gyselig fortælling om pøbelmentalitet | Nordfyns Bibliotek

”Junis lotteri, gør majshøsten rig” – gyselig fortælling om pøbelmentalitet

Photo: Bibliotek & Borgerservice

Bibliotekar Agnethe Birkelund Nielsen anbefaler graphic novel-udgaven af ”Lotteriet” af Shirley Jackson og Miles Hyman.


”Lotteriet” foregår i et lille anonymt landsbysamfund, der hver juni afholder en særlig tradition for at sikre en god høst. Her skal alle landsbyens familier deltage i et lotteri, man bestemt ikke har lyst til at vinde. For familien Hutchinson er lotteriet en tradition de ser frem til - men da Bill Hutchinson en dag udtrækkes, ændrer deres liv sig brat. 

Novellen, der første gang blev udgivet i avisen The New Yorker i 1948, er bredt anderkendt som en af det 20. århundredes bedste amerikanske noveller. Den udgivelse kastede både Jackson og avisen ud i en vaskeægte shitstorm – bogens portræt af flokpsykologi og pøbelmentalitet var for grænseoverskridende for den almene amerikaner anno 1948.

Shirley Jackson havde et mesterligt talent for at skrive gyserhistorier, hvor det uhyggelige ikke optræder i form af et udefrakommende monster, men i form af helt almindelige menneskers banale ondskab. Det er særligt i sine skildringer af grupper og små samfund, hun udforsker og udfordrer vores tro på menneskets gode side. 

Miles Hyman, Jacksons eget barnebarn, har illustreret novellen. Hans illustrationer er enkle og realistiske i udtrykket, og passer stilmæssigt til fortællingens tidsperiode. Der er noget ildevarslende over Hymans mennesketomme billeder af bymidten, de frodige marker, den varme junidag, de forvredne ansigter. Hymans farver er holdt i brændte, gyldne toner, der passer godt med det dunkle høsttema, men som i samspil med Jacksons kølige og afmålte skrivestil fastholder en gysende uro og spænding.
 

af bibliotekar Agnethe Birkelund Nielsen
 

Af Miles Hyman (2018)
Tegneserie - graphic novel. I en lille amerikansk by er der tradition for at afholde et årligt lotteri. Præmien er én, man absolut ikke har lyst til at vinde
Af Shirley Jackson (2022)
20 udvalgte fortællinger af Shirley Jackson. Fælles for novellerne er udforskningen af den menneskelige psykologi. For læsere der holder af raffineret gys og uhygge


Af: mec

Udgivet: Fredag 17. marts 2023 • Opdateret: Fredag 17. marts 2023

Spar strøm og CO2

Når du bruger vores hjemmeside, kan du mindske strømforbrug og dermed CO2-udledning ved at gøre to ting:

  1. Vælg "Brug mørke farver": Nogle skærme bruger mindre strøm, når de viser mørk baggrund.
  2. "Skjul medier" (billeder og video): Hvis du undlader at indlæse billeder og videoer, sparer du strøm, da mere datatrafik er lig med mere strøm.

Du kan altid ændre indstillingerne igen 😉

Brug mørke farver
Skjul medier