Julen er hjerternes fest af Lise Nørgaard | Nordfyns Bibliotek

Julen er hjerternes fest af Lise Nørgaard

Photo: Bibliotek & Borgerservice

'Julen er hjerternes fest' indeholder fire fortællinger om den kommende højtid og alle dens glæder og genvordigheder.



De fire julefortællinger er skrevet i et farverigt og muntert sprog.  De er spøgefulde og fyldt med charme, og så giver de en både skarp og humoristisk analyse af juletidens hyggelige og nerveopslidende stunder i det borgerlige Danmark. Med andre ord er læseren er godt underholdt fra første side.

I Julerejsen til mormor møder vi familiefaderen, der må overgive sig og rejse tværs over landet for at holde jul hos sin svigermor.

I Den lange julefrokost er lagerforvalter Ankermand blevet efterlyst i radioen – på trods af, at Ankermand har aftalt med sin kone slet ikke at deltage i firmafester længere.

En formgivet jul er en humoristisk fortælling om en juleaften, der ikke helt former sig som ønsket. En husmor har læst avisrubrikken ”Tumle tænker tidens tanker”, hvor fru Tumle giver opskriften på en hyggelig og afslappet juleaften. Det hele handler om planlægning. Men det skal vise sig, at det ikke er alt, man kan planlægge sig ud af!

I Volmer i nisseland møder vi samfundsstøtten Volmer. Han er udklædt som selveste julemanden, da han får gelejdet en hel nisseparade på afveje. I stedet for den planlagte rute ad butiksgaden, kommer nisseparaden bl.a. omkring byens alderdomshjem, højskoleforeningen og husmorforeningen – og tjener sandelig også lidt mønt på det.

'Julen er hjerternes fest' emmer af humor og julestemning. Den kan læses alene i sofaen, men den egner sig også rigtig godt som højtlæsning f.eks en adventssøndag i familiens skød. Julehistorierne er nemlig så sjove, at læseren uundgåeligt kommer til at grine højt fra tid til anden, og det er jo lige i julens ånd at være sammen om noget hyggeligt og sjovt.

Af bibliotekar Anne Mach Rasmussen
 



Af: mec

Udgivet: Tirsdag 5. november 2019 • Opdateret: Mandag 7. september 2020

Spar strøm og CO2

Når du bruger vores hjemmeside, kan du mindske strømforbrug og dermed CO2-udledning ved at gøre to ting:

  1. Vælg "Brug mørke farver": Nogle skærme bruger mindre strøm, når de viser mørk baggrund.
  2. "Skjul medier" (billeder og video): Hvis du undlader at indlæse billeder og videoer, sparer du strøm, da mere datatrafik er lig med mere strøm.

Du kan altid ændre indstillingerne igen 😉

Brug mørke farver
Skjul medier