En mikroskopisk magtkamp i det finske mørke | Nordfyns Bibliotek

En mikroskopisk magtkamp i det finske mørke

Photo: Bibliotek & Borgerservice

Bibliotekar Anne Mach Rasmussen anbefaler "Den ærlige bedrager" af Tove Jansson


Tove Janssons fine roman "Den ærlige bedrager" er en lille bog med en stor universel fortælling om moral, bedrag og overlevelse.

Den finske vinter sætter tonen an. Vi befinder os i en lille skærgårdslandsby, verden er snedækket, og det er mørkt meget af tiden. I landsbyen bor enspænderen Katri Kling sammen med sin enfoldige lillebror og sin ulvelignende hund, der kun lystrer hende. Hun ses ofte rundt omkring i landsbyen, hvor hun går tur med hunden.

I landsbyen bor også den aldrende børnebogsillustrator, Anna. Hun lever en tilbagetiltrukket tilværelse alene i sin slidte villa. Hun ansætter Katri og lillebroren til at holde hus for hende, og inden længe er de to søskende og hunden flyttet ind hos Anna.

De to kvinder er forskellige af sind, den ene er rationel, nøjeregnende og med en veludviklet retfærdighedssans. Den anden er drømmende, distræt og virkelighedsfjern. 

Både Katri og Anna virker på én gang skrøbelige og stærke. Med tiden vikler de hinanden ind i et psykologisk spil om magt, manipulation og bedrag - men kan der overhovedet være en vinder af en magtkamp, hvor begge parter er afhængige af hinanden?

"Den ærlige bedrager" er en uforglemmelig roman, der går i dybden med menneskets natur, og som giver stof til eftertanke. Bogen har i det hele taget gjort et stort indtryk på mig: det tyngende vintermørke, de psykologiske spændinger, og det stilfærdige men intense drama imellem de to kvinder, gjorde at jeg hele tiden var spændt på, hvad der stod på næste side.
 

af bibliotekar Anne Mach Rasmussen
 

Af Tove Jansson (2022)
Den aldrende kunstner Anna lader Katri med den navnløse hund og hendes enfoldige bror Mats flytte ind i kaninhuset. Snart oplever Anna, at hun sætter spørgsmålstegn ved andre menneskers motiver og handlemåder. Kort roman for læsere, der holder af gode personbeskrivelser


Af: mec

Udgivet: Fredag 21. juli 2023 • Opdateret: Fredag 21. juli 2023

Spar strøm og CO2

Når du bruger vores hjemmeside, kan du mindske strømforbrug og dermed CO2-udledning ved at gøre to ting:

  1. Vælg "Brug mørke farver": Nogle skærme bruger mindre strøm, når de viser mørk baggrund.
  2. "Skjul medier" (billeder og video): Hvis du undlader at indlæse billeder og videoer, sparer du strøm, da mere datatrafik er lig med mere strøm.

Du kan altid ændre indstillingerne igen 😉

Brug mørke farver
Skjul medier