De sendte et forbillede | Nordfyns Bibliotek

De sendte et forbillede

Photo: Franne Voigt / Gyldendal

Lise Nørgaard er død og dermed er sidste kapitel skrevet i et langt forfatterskab.


Hun blev født i 1917, mens 1. Verdenskrig endnu hærgede i Europa og voksede op som den førstefødte datter i et konservativt hjem i Roskilde. Men netop dér og med mellemkrigsårenes smalhals og opbrud formedes Lise Nørgaards trods og lyst til at bryde mønstre.

I stedet for at følge normen og blive hjemmegående husmor, ville hun mere og begyndte i 1935 som elev på Roskilde Dagblad og afsluttede først sit liv som aktiv journalist 53 år senere på Berlingske.

Med interesse og omsorg var hun særligt optaget af socialstoffet og øste som brevkasseredaktør og klummeskribent flittigt af indsigt og forståelse for andres vilkår og udfordringer.

Meget mere end Matador 

Men det var med Danmarks Radios ikoniske tv-serie ”Matador”, at Lise Nørgaard i 1978 for alvor blev folkeeje. Ideen til seriens 24 afsnit, der følger flere familieskæbner og deres indbyrdes forhold og brud med både etablerede og uskrevne love og sociale spilleregler, begynder under 1930’ernes depression – netop i den periode, hvor Lise Nørgaard selv udfordrede de vedtagne normer.

Serien er i dag vel noget nær umistelig, dansk kulturarv.

Sideløbende med arbejdet som journalist og folkekær manuskriptforfatter skrev Lise Nørgaard bøger. Både de humoristiske - som ”Med mor bag rattet” og ”Volmer” - og de satiriske - som ”Julen er hjerternes fest” og ”Stjernevej”. Ligesom hun i flere bind udgav sin selvbiografi; 105 års levet liv fylder; Lise Nørgaards nok mere end gennemsnittet.

De sendte en pige, men vi fik et storladent forbillede.

Nedenfor finder du et udvalg af bøger af og om Lise Nørgaard.

 

400 af Lise Nørgaards (1917-) skarpeste citater, sorteret i 25 forskellige temaer. Til læsere, der vil genopfriske hendes humor, satire og holdningsfyldte udsagn igennem 70 år
En samling af journalist og forfatter Lise Nørgaards bedste artikler og tekster, udvalgt af Lise selv. Man følger hendes udvikling fra ung journalist på Roskilde Dagblad til anerkendt og respekteret forfatter af bøger, skuespil og tv-serier. For interesserede i erindringer og dansk journalistiks historie
En lille samling af tekster fra nogle af forfatterens erindringsbøger hvor der er fokus på de successer der har formet hendes liv
Serie: 
En fin lille fotobog med masser af billeder fra Lise Nørgaards liv. Bogen er delt op i forskellige emner, der viser forskellige aspekter af Nørgaards liv, privat som professionelt. For folk med forkærlighed for fotobårne biografier
Humoristisk skildring af en række landliggerfamilier i det nordsjællandske sommerland
Humoristisk roman om livet i en dansk provinsby og om drengen Volmers forbløffende udvikling fra skarnsknægt til storborger
Emneord: provinsen
(2005)
Lise Nørgaard (f. 1917) fortæller om sine oplevelser gennem et langt liv som mor, ung kvindelig journalist, kvindesagskvinde, fraskilt mor og forfatter, bl.a. til Matador, og et stadig aktivt liv som bedste- og oldemor og debattør
Lise Nørgaard fortæller historien om Matador, hvordan den blev til, om ideen til rollerne og handlingen og hvordan det siden gik for borgerne i Korsbæk. Med oversigt over episoderne og de vigtigste roller


Af: mec

Udgivet: Torsdag 5. januar 2023 • Opdateret: Torsdag 26. januar 2023

Spar strøm og CO2

Når du bruger vores hjemmeside, kan du mindske strømforbrug og dermed CO2-udledning ved at gøre to ting:

  1. Vælg "Brug mørke farver": Nogle skærme bruger mindre strøm, når de viser mørk baggrund.
  2. "Skjul medier" (billeder og video): Hvis du undlader at indlæse billeder og videoer, sparer du strøm, da mere datatrafik er lig med mere strøm.

Du kan altid ændre indstillingerne igen 😉

Brug mørke farver
Skjul medier