Solvej Balle vinder Nordisk Råds litteraturpris 2022 | Nordfyns Bibliotek

Solvej Balle vinder Nordisk Råds litteraturpris 2022

Photo: Magnus Fröderberg / norden.org

Den danske forfatter Solvej Balle modtog Nordisk Råds litteraturpris 2022 for romanserien "Om udregning af rumfang" bind I, II og III. Et mesterværk til tiden udtaler juryen.


Juryens motivering

Solvej Balles hovedperson, Tara Selter, er ufrivilligt steget af tidens tog i det storstilede prosaværk Om udregning af rumfang. I hendes virkelighed gentager den 18. november sig igen og igen. Pludselig oplever hun ikke længere ugernes, månedernes eller årstidernes skiften. Personerne omkring hende ældes ikke, og de har naturligt nok svært ved at forstå Taras nye og mærkværdige virkelighed. Denne erfaringskløft kommer der stor litteratur ud af, fordi den stiller basale spørgsmål til, hvad vores individuelle oplevelser af tid og rum gør ved vores liv og samliv.

Indtil videre er der udkommet tre af i alt syv planlagte bind om Taras ophold uden for tiden. Disse udgør allerede en sammenhængende enhed, som med hvert bind udvides på nye og uforudsigelige måder, hvormed også vores idé om kunstværket som en afrundet enhed udfordres. Solvej Balle lader således læseren genopleve tiden, ikke mindst samtiden, og dens indbyrdes konkurrerende perspektiver på temaer som vækst, aktivisme og køn. Via værket fornemmer vi, at vores samtid er et fælles anliggende, selvom vi til tider måske lever i hver vores ”boble”.

Prisen gives til de tre første af i alt syv planlagte bind om Tara Selters ophold uden for tiden. De tre første bind udgør dog en nært sammenhængende enhed, som med hvert bind udvides på nye og uforudsigelige måder. Solvej Balle leverer med Om udregning af rumfang et mesterværk til tiden. Værket er Solvej Balles store comeback, ikke bare til dansk eller nordisk skønlitteratur, men til europæisk skønlitteratur.

Litteratursidens anmeldelse af "Om udregning af rumfang bind 1"

Litteratursidens anmeldelse af "Om udregning af rumfang bind 2"

Om Nordisk Råds priser

Nordisk Råd uddeler hvert år fem priser: litteraturprisen, filmprisen, musikprisen, miljøprisen og børne- og ungdomslitteraturprisen. Vinderen modtager statuetten "Nordlys" og 300.000 danske kroner ved prisuddelingen, som finder sted i forbindelse med Nordisk Råds årlige session.

Læs om priserne på Norden.org

Forfatterportræt af Solvej Balle

Solvej Balle er en særegen stemme i dansk litteratur. Hun var del af en gruppe hovedsageligt kvindelige forfattere, som debuterede eller slog deres navne fast i begyndelsen af 90’erne. De betragtes som beslægtede - i kraft af deres tilknytning til Forfatterskolen og deres fælles interesse for eksperimenterende korte former. Siden Balle debuterede i 1986 med romanen ”Lyrefugl”, har hun udgivet ganske få værker, så det var en overraskelse, da hun i 2020 annoncerede syvbindsværket ”Om udregning af rumfang”.

Læs hele forfatterportrættet af Solvej Balle på Forfatterweb.dk

Kilde: Solvej Balle fik Nordisk Råds litteraturpris 2022 (norden.org) 

Oprindeligt skrevet af lineh, Aalborg Bibliotekerne.
 

Af Solvej Balle (2023)
Tara og Thomas bliver fanget af en dag der bliver ved med at gentage sig selv. Tara oplever den 18. november igen og igen, mens Thomas intet genkender og oplever dagen, præcis som man kan forvente, spritny og ukendt
Af Solvej Balle (2023)
Andet bind i serien om Tara Selter, der efter en rejse er blevet fanget i den 18. november og denne har nu gentaget sig i 368 dage. For læsere af nyere eksperimenterende litteratur og med interesse for filosofi
Af Solvej Balle (2022)
Tara Selter har uden held forsøgt at vende tilbage til en almindelig fremadskridende tid. Hun har forsøgt at skabe årstider ved at rejse nordpå for at finde vinter og sydpå for at finde solskin og sommer. Nu opdager hun, at hun ikke er den eneste, der er fanget i den attende november. For læsere af nyere eksperimenterende litteratur og med interesse for filosofi


Af: mec

Udgivet: Onsdag 2. november 2022 • Opdateret: Onsdag 2. november 2022

Spar strøm og CO2

Når du bruger vores hjemmeside, kan du mindske strømforbrug og dermed CO2-udledning ved at gøre to ting:

  1. Vælg "Brug mørke farver": Nogle skærme bruger mindre strøm, når de viser mørk baggrund.
  2. "Skjul medier" (billeder og video): Hvis du undlader at indlæse billeder og videoer, sparer du strøm, da mere datatrafik er lig med mere strøm.

Du kan altid ændre indstillingerne igen 😉

Brug mørke farver
Skjul medier