LæseLeg – Læs sammen med dit barn | Nordfyns Bibliotek

LæseLeg – Læs sammen med dit barn

Photo: Colourbox

Er du på jagt efter bøger, der er gode til at læse sammen med dit barn?


Læs sammen med dit barn

Når forældre og børn er sammen om at læse, styrkes deres forhold. Børnene bliver mere trygge, de får lettere ved at kontrollere deres følelser og bliver mindre stressede.

Når man læser med børn, sker der det at de

  • Får større ordforråd og bliver bedre til at formulere sig 
  • Bliver bedre læsere
  • Lærer at koncentrere sig om én ting ad gangen og at være i ro
  • Hjælpes til at forstå verden, og udvikler evnen til at tænke over ting 
  • Bliver bedre til at leve sig ind i andre menneskers tankegang og verden

 

Læs rigtigt med dit barn

Der er mange rigtige måder at læse med børn på, så her er samlet nogle forslag:

Før læsningen:

  • Læs bogen selv og tænk over, hvad du synes, der ville være særligt godt at tale om ved netop denne bog.
  • Vis barnet bogen og tal om bogens udseende. Tal med barnet om, hvad bogen mon handler om


Under læsningen:

  • Gør det til en hyggestund med ro, tid og fuld opmærksomhed
  • Lyt til barnet undervejs. 
  • Tal med barnet om det, I læser.
  • Forklar ukendte ord.
  • Spørg fx. om, hvad barnet tror, der sker nu, eller hvorfor noget sker.
  • Når I læser bogen igen lad barnet selv fortælle hele eller dele af historien - måske ud fra billederne.


Efter læsningen:

  • Tal med barnet om bogens indhold.
  • Brug de nye ord, som barnet er ved at lære.


Uanset hvordan I gør, så LÆS LÆS LÆS
 


LæseLeg bøgerne er indelt efter aldersgrupper: De 1-3-årige i vuggestue og dagpleje, henholdsvis de 3-4-årige og de 5-6-årige i børnehave og de 6-7-årige i indskolingen.
Du kan låne LæseLegs særligt udvalgte billedbøger på Nordfyns biblioteker, hvor de er opstillet efter de fire aldersgrupper.

 

LæseLegs 10 gode læseråd 

  1. Læs sammen med dit barn
    At læse sammen med adskiller sig fra at læse for. Når du læser sammen med dit barn, afbryder I oplæsningen og taler om ord, historie og illustrationer undervejs og efter snip, snap, snude.
  2. Vær til stede
    De fleste har oplevet, at tankerne flyver, når de læser højt. Bliv i læseoplevelsen sammen med dit barn.
  3. Begynd tidligt
    Fra dit barn er 9-10 måneder har det glæde af små bøger. Kig i bøgerne og sæt ord på – men kun så længe dit barn er interesseret. Fra dit barn er godt to år, kan I læse bøger med lidt tekst.
  4. Bliv ved længe
    Bliv ved med at læse sammen med dine børn – også efter at de selv er begyndt at læse.
  5. Gentag gerne
    Børn elsker at læse den samme bog flere gange. Vær tålmodig og foreslå, at I læser en ny bog bagefter.
  6. Brug ordene
    Bøger giver dit barn nye ord og andre ord, end dit barn ellers møder. Spring ikke de sjældne eller svære ord over – forklar dem gerne, men oversæt dem ikke.
  7. Valg af bøger
    Det vigtigste er ikke, hvilke bøger I læser, men at I læser.
  8. Brug biblioteket
    Børnebibliotekarerne ved en masse om bøger til børn. Spørg om råd og lær dit barn at bruge biblioteket.
  9. Lær dit barn at eje bøger
    Giv dit barn boggaver til jul og fødselsdage og lær barnet glæden ved bøger.
  10. Du kan ikke erstattes af en e-bog
    E-bøger er et fint supplement til højtlæsning, men e-bogen kan aldrig erstatte fællesskabet med dig, dit nærvær, den tryghed, du giver, og de samtaler, du har med dit barn.
     

Vil du vide mere?

Du kan læse mere om LæseLeg-materialer og få flere ideer til læsning med børn på LæseLegs hjemmeside www.laeseleg.dk eller Læselegs facebookside.
 

Lidt om LæseLeg 

Nordfyns Biblioteker samarbejder med kommunens sprogkonsulent om at støtte brugen af konceptet LæseLeg i kommunens børnehuse. Mange af ideerne fra projektet kan også bruges af forældre og andre. 
LæseLeg er udviklet af Mary Fonden og er et redskab til at arbejde med højtlæsning sammen med børn. Formålet er at gøre arbejdet med børns sprog lettere og bedre i dagpleje, institutioner og skoler. 



Af: mec

Udgivet: Tirsdag 30. november 2021 • Opdateret: Fredag 10. december 2021

Spar strøm og CO2

Når du bruger vores hjemmeside, kan du mindske strømforbrug og dermed CO2-udledning ved at gøre to ting:

  1. Vælg "Brug mørke farver": Nogle skærme bruger mindre strøm, når de viser mørk baggrund.
  2. "Skjul medier" (billeder og video): Hvis du undlader at indlæse billeder og videoer, sparer du strøm, da mere datatrafik er lig med mere strøm.

Du kan altid ændre indstillingerne igen 😉

Brug mørke farver
Skjul medier