Fars knap så fede ferie

Carsten nægter at komme ud af sin bil. I tre dage har han pure nægtet. Han må nemlig ikke pille næse, han må ikke klippe tånegle uden underlag, han må ikke købe røde pølser til børnene. Og Range Roveren han sidder i, har aldrig set en mudderpøl. Noget må gøres. Så Carsten beslutter at køre til Afrika for endelig at få lidt mudder på sin bil. Sådan begynder Maise Njors "Der var engang en mand".

Undervejs får Carsten selskab af andre mænd, der også er faret vild i livet. Der er Leo, der lever et dobbeltliv med to kærester, Lars med en senil far og Bjarne der går med kniv. Og så min personlige favorit: Poul, hvis kones reaktion på han forslag om, at hun skulle få nye bryster, var med hjælp af et haglgevær at tvinge Poul til selv at undergå operationen.

Det er dog ikke kun mændene, der har noget at sige i Njors fortælling. Carsten opdager konens glemte dagbog i sin bil, og denne opdagelse er med til at forme et mere helstøbt billede af deres ægteskab – både for Carsten og for læseren. Der åbnes et overraskende følsomt rum i en roman, der ellers slår sig mest på sin egen vittighed, og det beriger læseoplevelsen.

Njor spørger ind til, hvad det vil sige at være en mand, og hvordan man er en mand i et ægteskab med en kvinde. På sjoveste vis får hun både prikket til de rigtige mande-mænd derude, samtidig med at hun italesætter de helt reelle følelser mande-mændene har, men som ofte overses, eller som de har svært ved at formulere. Søde Poul siger det bedst selv: ”Jeg føler mig tit alene, selvom jeg er sammen med andre. Det kan man sagtens.”

At man ikke kan hjælpe sig selv, betyder ikke, at man ikke kan hjælpe andre. Og nogle gange kommer hjælpen retur til én selv i form af en hørmende mandetur gennem Europa.

Jeg anbefaler bogen til læsere, der har nydt ”Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt” eller ”Med Albert på bagsædet”.