Når sorg bliver til kunst

Det siges, at stor sorg kan inspirere stor kunst. Vidste du, at den største sorg et menneske kan opleve også inspirerede det måske største stykke litteratur?

William Shakespeare mistede sin eneste søn, Hamnet, til pesten, da drengen var kun 11 år. Sorgen blev drivkraft for den verdensberømte tragedie Hamlet, som tilmed er opkaldt efter sønnen. Den blev også inspirationen for Maggie O’Farrells historiske roman Hamnet. 

I bogen følger vi Agnes, Shakespeares kone og mor til Hamnet. Hun er en kvinde med stærke holdninger og et rigt indre liv. Hun forfører både den engelske digter og den moderne læser med sit sensuelle og til tider stridige væsen – hun er helt sin egen kvinde. Og lige så betaget som vi bliver af Agnes, lige så ondt gør det at følge hende gennem Hamnets død.

At læse Hamnet er et festmåltid for sanserne. O’Farrell maler med den helt brede pensel, når hun beskriver landskabet, mennesker, og selvfølgelig den altoverskyggende sorg. Alt beskrives med omhu og ikke mindst med ømhed. Når du lægger bogen fra dig vil du tage dig selv i at smage mere omhyggeligt på din kaffe og elske dine medmennesker lidt mere.

Særligt én passage om Agnes’ sorg hæfter jeg mig ved. Hun beskriver hvordan hun kaster et mentalt fiskenet ud i søgen efter sin lille dreng. Hvor er hendes ældste? Inde ved siden af. Hvor er Hamnets tvillingesøster? Udenfor. Men Hamnet, hvor er han? Han ligger helt stille på bordet. Nej, hvor er han? Lige her. Men hvor er han? 

Hamnet Shakespeare, en fodnote i historiebøgerne, nåede ikke meget i sit korte liv. Men han nåede at betyde noget for de mennesker der elskede ham, nok til at deres sorg blev hele verdens sorg. Først med Shakespeare, nu med Maggie O’Farrell.