Litteratur helt ind til marv og ben

Det blæser og regner på ruden. Jeg kan lugte efteråret på lang afstand, og allerede i august begynder jeg at slæbe tæpper, græskar og stearinlys frem fra gemmerne. Men mere end noget andet forbinder jeg denne årstid med læsning. Særligt alt det uhyggelige og det gotiske på mine reoler bliver læst i disse måneder. Og få bøger tager sig bedre ud i efterårsfarver end Mary Shelleys Frankenstein.

Videnskabsmanden Victor Frankenstein bliver fundet ude på isen, afkræftet og udsultet. Til sin redningsmand beretter han om en videnskabelig opdagelse, der har hjemsøgt ham i flere år, og kostet ham alt hvad han har kær. Shelley forfærder sine læsere med Victors skabning. En mand, højere og stærkere end noget normalt menneske; en grum efterligning af naturen. Silhuetten af dette ikke-menneske mod en himmel oplyst af lynnedslag står knivskarpt for mine øjne, når jeg læser.

Victor frygter sin egen skabning og flygter fra den. Men uden omsorg eller nogen basal viden om verden, efterlades det deforme væsen til sig selv i et samfund, der kun kan se det som et monster. Og nu begynder det at dæmre, hvorfor denne roman stadig læses 200 år efter dens udgivelse. Det er en historie om hovmod og ambition, om svigt og hævntørst. Det er historien om et monster.

Frankenstein stiller skarpt på de mest fundamentale aspekter af vores egen menneskelighed. Det er litteratur der ryster dig ind til marv og ben og løber dig koldt ned af ryggen. Bogen stiller spørgsmålstegn ved, hvad det vil sige at være et menneske, og hvad vi skylder vores medmennesker. Hvem bærer ansvaret for andres ulykke? Og hvordan skaber man et monster? Det er værd at huske på, hvilke konsekvenser det kan have for omverdenen, når vi glemmer at udvise omsorg – selv over dem, vi ikke mener fortjener det.