En dansk klassiker med sans for det store i det nære

Vinterbørn foregår på fødeafdelingen på Rigshospitalet i december 1975. Her møder vi en række kvinder, der alle er indlagt for at føde. De kommer fra forskellige sociale lag, har forskellige livssyn og baggrunde. Omdrejningspunktet er deres samtaler, tanker og relationer i en periode, hvor liv og død, håb og frygt, ensomhed og fællesskab står skarpt. På fødegangen opstår der et midlertidigt, men intenst fællesskab mellem kvinderne. De deler erfaringer, bekymringer og glæder, og der opstår en solidaritet, som overskrider sociale og kulturelle skel. Som læser følte jeg hurtigt, at kvinderne var blevet mine nye bedste venner!

Jeg holder især af romanens enkle og poetiske sprog, der balancerer mellem det nøgterne og det følelsesladede. Der er korte afsnit og dialoger, der giver en følelse af nærvær. Der er en særlig varme i Dea Trier Mørchs beskrivelser, som gør hospitalets kolde omgivelser levende og menneskelige. Det grafiske udtryk er desuden med til at gøre værket til en smuk og stemningsfuld helhedsoplevelse.

Vinterbørn er ikke blot en skildring af fødsler og kvindeliv – det er også en samfundskritisk roman. Den udkom i en tid præget af socialisme, kvindebevægelse og kritik af det etablerede system. Dea Trier Mørch var selv politisk engageret og medlem af kunstnerkollektivet Røde Mor, og hendes ideologiske ståsted skinner tydeligt igennem.

Romanen kritiserer klasseskel, institutionalisering og fremmedgørelse, men gør det med en blid og humanistisk tone. Den viser, hvordan fællesskab og omsorg kan være modstand mod systemets kulde.

Selvom romanen er dybt forankret i sin samtid i 1970’erne, rummer den universelle temaer som fødsel, død, kærlighed, angst og håb. Den viser, hvordan livets største begivenheder ofte udspiller sig i det stille og nære. Jeg anbefaler varmt Vinterbørn til læsere, der ønsker en eviggyldig, stærk, smuk og tankevækkende læseoplevelse.