Solid klassiker med løgn, natur og kærlighed

En læsekreds ville gerne læse Thomas Bobergs nye roman, der handler om en mand, der flytter til en ø. Den var der dog lang ventetid på, og så kom jeg i tanker om en anden bog, der handler om en mand, der bor på en ø, nemlig Martin A. Hansens Løgneren. 

Vi er på Sandø i efterkrigsårene. Rammen er den midaldrende ungkarl og øens lærer og degn, Johannes Vig. Vi læser hans dagbog gennem nogle få, begivenhedsrige dage i marts. Han går på jagt, han underviser øens børn og han mødes med lokale i øens købmandsbutik. Dagbogens store omdrejningspunkt er de to kvinder, som han er splittet imellem: den unge Annemari og den mere modne Rigmor, der er gift og bor på øens største gård. De er begge stærke kvindeskikkelser, som vækker en slumrende, erotisk drift til live hos ham.

Som læser af Johannes Vigs dagbog kender vi hans tanker, og vi ved, at han tvinger sig selv ind i en eksistentiel valgsituation mellem det, han selv betragter som sin akutte vissenhed og så sit moralske og følelsesmæssige engagement. Johannes Vigs overvejelser om den kristne synd, skyld og straf, har en afgørende betydning for hans handlinger.

Jeg elsker bøger med masser af natur og årstider i. Beskrivelserne af fire tågede martsdage, gåture langs kysten, granerne der fældes, den kølige forårsaften – alt det taler lige ind i mit eget forårssind, og jeg er vild med det! Derudover elsker jeg bøger, hvor vi kan se ind i folks tanker, og det er lige præcis, hvad vi gør, i Løgneren. 

Jeg hørte fornyligt, at Margrethe Vestagers yndlingsklassiker netop er Løgneren, og at hun har læst den et utal af gange med år i mellem, og hver gang, har hun opdaget et nyt lag i romanen. Jeg tænker, at det netop må være det, der gør en roman til en klassiker.

Og læsekredsen? Jo, de talte såmænd så varmt om Løgneren, at jeg selv genlæste den efter 25 år. Nu anbefaler jeg den så her til alle, der har lyst til at (gen)læse en solid klassiker med en masse på hjerte.