Rå virkelighedsskildring af en skæbnenat

Jeg har anbefalet ”En dødsnat” af Marie Bregendahl adskillige gange på vores sociale medier (find os på både Facebook og Instagram som Nordfynsbiblioteker), men jeg synes også den fortjener en længere anbefaling. For romanen – der ikke er længere end 124 sider – er en velskrevet og velfortalt tidskapsel fra et døgn på en gård i 1870’erne, hvor tragedien rammer. 

På Broholmgården bor Anders og Anne Gram samt deres otte børn. Moderen Anne beskrives som den altomfavnende, moderlige figur, der er centrum for hverdagen på gården. Livet udspringer af hende, både i bogstavelig forstand - den store børneflok - men også i overført betydning: hun er latter, overskud, håndmadder, kram, kys og trøst. 

Historien starter en solrig sensommerdag. Anne er gravid med sit niende barn og går i fødsel hen ad eftermiddagen. Men der er noget galt: imens hun føder, mister hun meget blod, og selvom hun kæmper, går det den gale vej. Imens dette sker, følger vi børneflokken, der flakker rundt og leger. De bliver gennet forskellige steder hen af de voksne, hvis uro vokser og bliver sværere at skjule for børnene, som timerne går. Størstedelen af romanen foregår iblandt børnene og vi følger morens kamp i barselssengen igennem deres tanker; særligt hos den ældste, pigen Lise på 12 år. Hun fornemmer hurtigere end de andre, at der er ved at ske noget meget alvorligt. 

Hjemmet var kvindernes sfære, hvilket tydeliggøres i krisen. Anne Grams søster, barnepigerne, den gamle Klog’Sine og nabokonen stimler sammen i sovekammeret og køkkenet, hvor der koges vand og rives lagner, hviskes og tales. Lise ser dette kvindefællesskab udefra, og opfatter stadig tingene som et stort barn. Men som det uundgåelige begynder at udfoldes, følger vi Lises forvandling fra den ældste i børneflokken til den voksne, som har ansvaret for både børn og gård. Forvandlingen fra et barn til voksen sker på den dødsnat, og Lises tab af barndom er næsten lige så tragisk og livsomvæltende som moderens utidige død. Bogen er til dels selvbiografisk for Bregendahl, der selv mistede sin mor i barselssengen. 

Bregendahl beskriver den alt for nærværende fare ved fødsel, der var en risikabel affære i Danmark i slutningen af 1800-tallet. Bogen udforsker død og liv som diametrale modsætninger, der sameksisterer den nat. Det er hverdagens rutiner op imod skæbnen; det er de håndmadder, Anne Gram smører om formiddagen, imod hendes død senere samme døgn. Det er en rå virkelighedsskildring af livets uforudsigelighed, som jeg i den grad kan anbefale.