Spændende udkantskrimiserie kommer godt fra start
Bibliotekar Marie Høst anbefaler første bog i serien Tabernes klub: Uden for lands lov og ret af Henrik German
Af webredaktionen
Tabernes klub – Uden for lands lov og ret er en både spændende og overraskende start på Henrik Germans nye krimiserie. Her møder vi et team i politiet, hvor en gruppe udstødte og besværlige politifolk samles i et rejsehold, ingen rigtig tror på. Og netop dét gør dem interessante. De skal assistere i opklaringen af forbrydelser ude i landet. Gruppen kaldes derfor, ikke uden ironi, “Tabernes klub”.
Holdets første opgave virker umiddelbart enkel: En hustru har dræbt sin voldelige mand og derefter taget sit eget liv. Den lokale efterforskning er stort set lukket, men rejseholdet mærker hurtigt, at noget ikke stemmer. Jo mere de graver, desto mere åbner sagen sig og trækker tråde til danske frihedsaktivister, konspirationsteorier og mørke kræfter, der gemmer sig i kulissen. Spændingen vokser stille og sikkert, og før man ved af det, sidder man og “skal lige læse et kapitel mere”.
En af romanens store styrker er persongalleriet. German giver sine efterforskere kant og personlighed, og undervejs får vi et godt indblik i, hvad der har formet dem. Man får lyst til at følge dem videre — også fordi vi får små praj om, at der gemmer sig større historier under overfladen, som først for alvor vil folde sig ud i de næste bind.
Sproget er ligefremt og levende, dialogen føles troværdig, og miljøet er skildret med en rå, men genkendelig tone. Vi får en skarp samfundsskildring, hvor bogen på fin vis fletter nutidens temaer: mistillid, misinformation og den uro, der kan opstå i samfundets yderkanter.
Jeg kan varmt anbefale romanen – det er en medrivende krimi med både nerve og hjerte, og så foregår den i genkendelige danske miljøer. Vi efterlades med lyst til straks at fortsætte med næste bind, så det er heldigt at serien er planlagt til 6 titler. Der er indtil videre udkommet to.