Vi anbefaler

Skotland – nutid møder fortid

Bibliotekar Mette Christiansen anbefaler Vinterhavet af Susanna Kearsley

Af webredaktionen

Tags

//Mette

Jeg er før faldet for en bog på grund af en interessant forside. Det gjorde jeg også denne gang, og jeg blev ikke skuffet. Vinterhavet er en stemningsfuld og medrivende historisk roman, der elegant forener to tidslinjer. Den er fuld af romantik, intriger og oprør med et diskret strejf af det paranormale. 

I nutiden møder vi forfatteren Carrie McClelland, som kæmper med at skrive sin næste historiske roman om jakobitternes mislykkede opstand i 1708. Da hun ved et tilfælde opdager ruinerne af Slains Castle i Skotland, vækkes både hendes kreativitet og en uforklarlig forbindelse til fortiden. 

Historien skifter mellem Carries nutidige liv og den fortælling, hun skriver om sin formodede forfader, Sophia Paterson, der opholder sig på Slains Castle i begyndelsen af 1700-tallet. Sophias historie – præget af kærlighed, tab og politiske intriger omkring jakobitternes forsøg på at genindsætte James Stuart på tronen – viser sig at være både rørende og gribende. Selvom Sophia ikke er en central politisk aktør, bliver hendes personlige skæbne et stærkt følelsesmæssigt anker i romanen.

Vinterhavet er første del af Susanna Keasleys historiske serie ”Skotlandstrilogien”, og hun væver dygtigt historiske fakta og fiktive elementer sammen. Vinterhavet er en roman, der appellerer bredt. Den kan især varmt anbefales til læsere, der holder af historiske romaner med dybde, atmosfære og følelse – også til dem, der normalt ikke læser romantik. Det er en roman, der både underholder, bevæger og giver indblik i en interessant periode af skotsk historie.