Martiniklubben
Bibliotekar Mette Christiansen anbefaler ”Indhentet af fortiden” af Tess Gerritsen
Af webredaktionen
”Indhentet af fortiden” er en spændingsroman, der viser, at Tess Gerritsen mestrer mere end blot den klassiske krimi. Med den første bog i en ny serie leverer hun en spændende og tempofyldt spionthriller med både dybde, varme og overraskende humor.
I ”Indhentet af fortiden” møder vi Maggie Bird, en 60-årig tidligere CIA-agent, der efter en katastrofal mission trak sig tilbage til den idylliske kystby Purity i Maine, hvor hun nu lever et stille liv på sin gård og deltager i en tilsyneladende uskyldig bogklub. Men bogklubben er i virkeligheden Martini-klubben – en gruppe pensionerede CIA-agenter, der alle gemmer på hemmeligheder fra et langt liv i efterretningstjenestens skygger.
Men fortiden lader sig ikke så let begrave.
Da en kvinde dukker op og stiller spørgsmål om Maggies sidste mission – og kort efter findes død i gårdens indkørsel – ved Maggie, at fortiden har indhentet hende. Et skud fra en snigskytte bekræfter det: Nogen er på jagt efter hævn. Spørgsmålet er hvem – og hvorfor nu?
Romanen veksler fint mellem nutid og fortid, og spændingen bygges langsomt op, mens handlingen bevæger sig mellem nutidens vinterkolde Maine og tidligere operationer i blandt andet Bangkok, London, Istanbul og Malta. Fortidens begivenheder åbenbares gradvist, og hver brik bringer os tættere på sandheden om den katastrofale mission og dens dødelige konsekvenser.
Forholdet mellem medlemmerne af Martini-klubben er både underholdende og troværdigt, og deres interaktion med den lokale politichef, Jo Thibodeau, skaber en spændende og ofte humoristisk kontrast mellem landsbyliv og international efterretningstjeneste.
”Indhentet af fortiden” er medrivende, tempofyldt, og overraskende varm thriller, der er svær at lægge fra sig. En stærk start på en serie, som lover endnu flere hemmeligheder, flere missioner – og flere martinis.