Vi anbefaler

Jul, kærlighed og hygge i det skotske højland

Bibliotekar Mette Christiansen anbefaler ”Jul i Applemore” af Rachael Lucas

Af webredaktionen

Tags

//Mette

Med julen lige rundt om hjørnet, og juleforberedelserne i fuld gang, har jeg - som jeg plejer på denne tid af året - kastet mig over de muntre og hjertevarme julebøger. 

Denne gang er jeg faldet for ”Jul i Applemore” af Rachael Lucassom er en del af hendes serie om livet i den lille skotske landsby Applemore.

I ”Jul i Applemore”, driver Polly Fraser landsbyens populære gårdbutik fyldt med lokale produkter og håndværk. Hun arrangerer også med stor energi landsbyens julemarked. Hun føler sig dog lidt ensom: alle hendes søskende har fundet kærligheden, og hun den eneste, der står tilbage. Harry, Pollys bedste ven, har overtaget Applemore Hotel, men lige som han er klar til at lukke hotellet for sæsonen, ankommer den populære influencer Ivy Winter med sin forlovede Ben og ønsker at holde et julebryllup i hotellets bar. Polly lover at hjælpe Harry med at gøre brylluppet til noget helt særligt, og snart bidrager hele landsbyen til at gøre dagen uforglemmelig. Mens de arbejder på at få alt klar til den store dag, må Polly og Harry også håndtere deres følelser for hinanden; begge har længe ønsket mere, men er bange for at miste det venskab, de sætter så højt. Vil de til syvende og sidst finde hinanden?

”Jul i Applemore” har alt det, som jeg altid håber på at finde i en god julebog: venskab, familie, fællesskab, romantik, hygge og så selvfølgelig julestemning – altså en klassisk feel-good roman, som giver mig fornemmelsen af at være taget på en lille juleferie væk fra den travle hverdag her op mod jul.