Hjertegribende fortælling om moderskabets grænseløse kærlighed
Bibliotekar Anne Mach Rasmussen anbefaler "Bristefærdig" af Cecilie Lind.
Af Webredaktionen
Bristefærdig er historien om en kvinde i starten af 30’erne, som har en hjemløs kærlighed iboende. Hun ønsker sig derfor brændende en mand og et barn. Hun indleder et forhold til Jacob, der er gift, men han afbryder hurtigt forbindelsen.
Efter noget tid føder kvinden et barn – tror hun. I virkeligheden har hun fået fjernet en tumor fra hjernen, men kvinden er overbevist om, at det hendes datter, hun har født; også selv om barnet ligner et monster.
Lægerne betragter monsteret som en videnskabelig sjældenhed og beholder det for at undersøge det nærmere. Kvinden har dog en dyb følelse, at hun skal være mor for monsteret, og hun stjæler det fra hospitalet og flytter ud i et hus, hvor hun bor sammen med sin ”datter”. Her fra bliver virkeligheden mere og mere grotesk.
Som læser er jeg hele tiden inde i hovedet på hovedpersonen, og jeg oplever, hvordan grænserne mellem virkelighed og vanvid flyder sammen. Som romanen skrider frem bliver kvindens virkelighedsopfattelse mere og mere bizar, og læseren hvirvles ind i en fortælling, hvor det ikke fremstår klart, hvad kvinden har født; er det en tumor, er det et monster, er det en ubegribelig forlængelse af jeg’et eller er det slet ikke noget? Hvad er sandt for hvem og hvem bestemmer det? Er det hovedpersonen, hendes søster, hendes døde mor eller noget helt fjerde?
Bristefærdig er en eksperimentende roman i både form og indhold. Den er opdelt i tre kapitler, som igen er opdelt i korte afsnit, og det gør bogen let at læse, hvilket jeg godt kan lide. Handlingen er også intens og anderledes end noget andet, jeg har læst. Jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig, så den var hurtigt læst. Romanen er bemærkelsesværdig, da den rykker ved konformitet og virkelighedsopfattelse. Jeg bliver både grebet, forfærdet, bevæget og frastødt af romanens råhed. Et par dage efter bogen er færdig rumsterer den stadig i mig. Jeg anbefaler Bristefærdig til læsere af moderne, dansk litteratur.