Sæsonafslutning på "The Last of Us" – hvad nu?
Har I også set sæsonfinalen på "The Last of Us"? Mangler I også mere af den dystopiske verden med fordærvede lig og lige så moralsk fordærvede hovedpersoner? Så anbefaler jeg, at I søger mod disse bøger!
Af Biblioteket
Fra videospillet til serien
Jeg blev først betaget af The Last of Us, da jeg spillede de originale spil nogle år tilbage. Videospil er en af mine store kærligheder, og mange af de bedste historier jeg nogensinde er blevet fortalt, har været gennem spil. Det kom så vidt, at jeg skrev speciale om historiefortælling i videospil, så jeg anser mig selv for lidt af en connaisseur inden for feltet. Og sjældent har jeg haft en oplevelse som The Last of Us.
Det er nok et af de mest brutale spil, jeg har spillet. Ikke kun fordi vi grafisk – meget grafisk – får lov at se Ellie slå ihjel til højre og venstre, men også fordi ofrene bliver menneskeliggjorte. En tilfældig vagt du er nødt til at slå ihjel for at komme videre, bliver kaldt ved navn, og du kan høre hvordan hans venner sørger over ham, mens du sniger dig videre gennem udbrændte biler og overbegroede bygninger
Den menneskelighed har de fanget utrolig godt i serien, der følger spillene stort set én til en. Har du nerver af stål, og kan du ikke stille dig tilfreds med mine boganbefalinger, så kan du også låne spillet The Last of Us Part II til PlayStation 4 på vores bibliotek. Så kan du få slutningen med uden at skulle vente på seriens tredje sæson.
Det handler om kærlighed
Jeg fik langt flere mennesker at dele Joel og Ellie med, da serien kom ud. (Og os der har spillet spillene har med ærefrygt ventet på jeres reaktioner på en bestemt scene i sæson to. I ved hvilken jeg mener.) Neil Druckmann, skaberen af spillene og medforfatter til serien, har udtalt at The Last of Us handler om kærlighed. Om hvad kærlighed kan gøre og til, drive os til. Joel og Ellie deler et helt særligt forælder-barn forhold, der er både altopløftende og altødelæggende. Mange forfærdelige handlinger bliver begået i kærlighedens navn.
Det er ikke et utraditionelt tema i dystopiske fortællinger. Det virkelig interessante er sjældent hvilken naturkatastrofe der er tale om, men hvordan overlevende forholder sig til den nye tilværelse. Mine anbefalinger læner sig op af dette tema. Hvordan forholder vi os til dem vi elsker og dem vi ikke kender, i en verden hvor intet længere er garanteret?
