Sommerbogen 2025
Vær med i Danmarks største læsekonkurrence for børn i alderen 6-15 år.
Af Webredaktionen
Er du klar på en sjov læseudfordring, hvor du kan vinde fede præmier? Læs med her, og se hvordan du deltager i Sommerbogen 2025.

Nu skyder vi endnu engang Sommerbogen i gang. Konkurrencen kører i perioden d. 13. juni til d. 16. august, og alle børn i alderen 6-15 år er mere end velkomne til at deltage. Der er tre virkelig fede præmier på højkant, for de heldige vindere får nemlig lov til at tømme en boghandel på 5 minutter.
Sådan deltager du i konkurrencen
Hvis du gerne vil deltage i konkurrencen, skal du:
- Hente et udfordringsark på dit lokale bibliotek eller printe det her: Sommerbogen 2025: en læseudfordring
- Læse eller lytte til 3 bøger og løse mindst 10 af læseudfordringerne.
- Udfylde de 3 anmeldelseskort på bagsiden af udfordringsarket.
- Aflevere det udfyldte udfordringsark på biblioteket senest d. 16. august. Du er nu med i lodtrækningen om de 3 fede hovedpræmier, som er at tømme en boghandel på 5 minutter.
Hvem står bag Sommerbogen?
Bag konkurrencen står De Danske Børnebiblioteker, der arbejder for Sommerbogens fornemmeste opgave - nemlig at tilbyde børn en masse spændende litteratur i den lange sommerferie – og styrke læselyst og læseglæde.