Refleksiv og spændende historie i japansk parallelverden
Bibliotekar Agnethe Birkelund anbefaler 1Q84 af Haruki Murakami
Forestil dig en verden, hvor der en dag sker noget lidt underligt. Ikke en livsomvæltende begivenhed, men en forvridning i måden, tingene normalt fungerer på. Som om hele verden er rykket et par centimeter. Det oplever Tengo og Aomame i Murakamis magisk realistiske mesterværkstriologi 1Q84.
Aomame er massør og kampsportsinstruktør. Men hun har også et andet job, som tager langt mere af hendes fokus. Hun er en lejemorder, hvor retfærdighed i sager om partnervold dikterer hendes ofre: mænd, som er sluppet for straf efter at have udøvet vold mod deres partnere. Aomame er kølig, fokuseret og dygtig, men hendes blødhed og søgen efter kærlighed ligger lige under overfladen.
Tengo er en enspænder, der underviser i matematik og skriver romaner i sin fritid. Hans ældre, gifte veninde kommer på et ugentligt eftermiddagsbesøg, og hans redaktør ringer i tide og utide. Men derudover bruger Tengo bruger størstedelen af sin tilværelse i sit eget selskab med bøger, madlavning, klassisk musik og grubleri. Dog vendes hans rolige tilværelse op og ned, da han overtales til at omskrive en ung kvindes novelle, der er indsendt i en novellekonkurrence.
1Q84 er den parallel-verden, begge hovedkarakterer pludselig befinder sig i. Den minder om den, der foregår i Tokyo 1984, men i 1Q84 sker der ting, som ikke burde ske. Og i 1Q84 hænger der to måner på nattehimlen.
Tengo og Aomames historier og skæbner flettes sammen i et virvar af hemmeligheder, liv, død, små puppe-vævende mennesker, en religiøs sekt og en rædderlig privatdetektiv. Men måske har deres liv altid været flettet sammen?
Murakami beskriver omhyggeligt hovedpersonernes hverdag og følelsesliv, og hans gentagne brug af metaforer og billeder giver hans bøger en næsten rytmisk, jazzet opbygning.
1Q84 består af tre bøger, og kan i den grad anbefales, hvis man er ude efter en smuk og spændende fortælling om kærlighed, mystik og skæbne.
af bibliotekar Agnethe Birkelund
Udgivet: Fredag 25. november 2022 • Opdateret: Fredag 25. november 2022