Fra bordelpige i Kina til kunstner i Paris | Nordfyns Bibliotek

Fra bordelpige i Kina til kunstner i Paris

Photo: Bibliotek & Borgerservice

Bibliotekar Marie Høst anbefaler ”Maleren fra Shanghai” af Jennifer Cody Epstein



Kinesiske Pan Yuliang tror, hun skal arbejde med at brodere, da hun i 1909 som 14-årig rejser fra hjemegnen sammen med sin onkel - i stedet sælger han hende til et bordel for at få penge til opium. Tiden som ”blomst” i bordellet er hård. Pigerne er slaver og ulydighed straffes med vold eller ligefrem døden. Da hun er 17, kommer Yuliang i kontakt med en embedsmand, som frikøber hende. I Shanghai vækkes hendes interesse for vestlig kunst, og det lykkes hende at komme på kunstakademiet og senere til Frankrig, hvor hun videreuddanner sig.

Romanen bygger på en virkelig kvindes liv. Maleren Yuliangs skæbne er i høj grad bestemt af de snævre normer og rammer for kvinder i det kinesiske samfund i starten af 1900-tallet. Samtidig er den omfattende opiumsafhængighed i samfundet en styrende faktor, som driver mange ud i håbløs gæld og deraf følgende fattigdom og slaveri.

Hun malede i vestlig stil. I modsætning til traditionel kinesisk kunst rummer vestlig malekunst nøgenstudier, og på det tidspunkt trodsede det enhver anstændighed at lade en kvinde male efter nøgenmodel. Det tvang Yuliang ud i at male nøgne selvportrætter, og disse forargede så voldsomt i Kina, at det gjorde det umuligt for hende at bo der. Efter kulturrevolutionen blev nøgenbilleder forbudt ved lov, og så sent som i 1993 blev flere af hendes nøgenstudier fjernet ved en posthum udstilling.

Forfatteren er amerikansk kunsthistoriker. Hun har skrevet en gribende roman i et smukt sprog, og fortællingen er en fin blanding af virkelig historie og fri fantasi. Man får både indblik i livet som bordelpige i Shanghai for 100 år siden, og Kinas historie og udvikling.

Gør i øvrigt dig selv den tjeneste at finde Pan Yuliang på nettet; hendes malerier er fremragende, og det beriger læseoplevelsen at have set dem.

Af bibliotekar Marie Høst
 

Kinesiske Pan Yuliang blev som 14-årig i 1920'ernes Shanghai solgt til et bordel. To år senere blev hun konkubine for en fremsynet embedsmand og kunne udfolde sine kunstneriske evner. Trods modgang endte hun som anerkendt kunstner


Af: mec

Udgivet: Torsdag 28. maj 2020 • Opdateret: Mandag 7. september 2020

Spar strøm og CO2

Når du bruger vores hjemmeside, kan du mindske strømforbrug og dermed CO2-udledning ved at gøre to ting:

  1. Vælg "Brug mørke farver": Nogle skærme bruger mindre strøm, når de viser mørk baggrund.
  2. "Skjul medier" (billeder og video): Hvis du undlader at indlæse billeder og videoer, sparer du strøm, da mere datatrafik er lig med mere strøm.

Du kan altid ændre indstillingerne igen 😉

Brug mørke farver
Skjul medier