Forstå kunstig intelligens!
Bibliotekar Hans Trygve Birkeland anbefaler ”Maskiner der tænker” af Inga Strümke
Kunstig intelligens (AI) er i løbet af de sidste få år blevet et særdeles hedt tema, både globalt og herhjemme.
AI-forskningen startede allerede i 1940’erne med Alan Turings ”Turing-test”, som skulle påvise om en maskine viste intelligent adfærd. I 1997 vandt IBMs computer Deep Blue over skakverdensmesteren Gary Kasparov. Sejren var en milepæl, men IBMs metode var mere baseret på stor regnekapacitet end reel intelligens. I 2016 kom en ny milepæl, da AlphaGo fra det britiske firma DeepMind besejrede verdensmesteren i det asiatiske brætspil Go. AlphaGo lærte sig spillets finesser bl.a. ved at spille mod sig selv millioner af gange. Opfølgeren AlphaZero kunne lære sig selv alle mulige spil på overmenneskeligt niveau i løbet af få timer. I november 2022 offentliggjorde OpenAI ChatGPT, der kan svare på alverdens spørgsmål i et naturligt sprog. AI-forskningen er nu inde i en rivende udvikling, for ikke at sige et AI ”våbenkapløb”, hvor nye metoder og tjenester hele tiden popper op.
Norges førende AI-forsker Inga Strümke har for nyligt udgivet bogen ”Maskiner der tænker”, hvor hun skriver let og forståeligt om den komplicerede teknologi bag. I bogen fortæller hun om videnskabens gamle drøm om den tænkende maskine, og giver os indblik i maskinrummet. Ved hjælp af mere og mere avancerede datamodeller, kan man i dag føre en samtale med en computer, få hjælp til skoleopgaver, få genereret kunstige billeder, musik og film i høj kvalitet. Inden for videnskaben kan en AI-model beregne proteinfoldning og opdage cancer hurtigere end et team af lægespecialister. Med andre ord er det tale om en teknologi med uanede muligheder, men der er også mange etiske spørgsmål der trænger sig på. Store virksomheder kan misbruge vores data, og hvad sker der, hvis den kunstige intelligens bliver så kompetent, at den overgår mennesket i alle henseender?
af bibliotekar Hans Trygve Birkeland
Udgivet: Fredag 1. marts 2024 • Opdateret: Fredag 1. marts 2024